FOKUS 

Børnehaveklassen fungerer som et forberedende år, hvor dit barn skal lære, hvad det vil sige at gå i skole, og vi har et stort fokus på dit barns sociale færdigheder og klassens sociale fællesskab.  Vi arbejder med at skabe struktur og forudsigelighed, som er vigtig og medvirkende til at give børnene den nødvendige tryghed til at lære.  

FAG 

Det faglige fokus ligger især omkring de helt grundlæggende færdigheder inden for læsning og matematik. På skoleskemaet i 0. klasse er der dansk, matematik, billedkunst, musik og idræt, som eleverne fortsætter med i de efterfølgende klasser. Men der er også sat tid af til weekendsnak, legetimer og Fri for Mobberi, som er et antimobbe-program, vi er en del af.  

Samlet set er målet, at dit barn opnår kompetencer inden for flere forskellige områder og obligatoriske emner. 

På Børne- og Undervisningsministeriets digitale læringsportal EMU kan du læse mere om de forskellige fag 

TILGANG 

Vi arbejder systematisk med at sikre dit barns faglige udvikling. To gange i løbet af 0. klasse holder vores børnehaveklasseledere en klassekonference med ledelsen og de lærere på skolen, som er uddannet til at fungere som faglige vejledere for kollegerne. Sammen drøfter de elevernes udvikling i fagene – ud fra egne observationer, samtaler med eleverne og test. Og de planlægger, hvad der skal til for at sikre fortsat udvikling blandt alle eleverne. 

SÆRLIGT I FORHOLD TIL LÆSNING 

Læsning fylder meget i alle fag. Derfor gør vi alt for at sikre, at dit barn får den rette hjælp til at komme i gang med at læse.  

Alle elever i 0.-9. klasse har i løbet af skoleåret fire læsebånd af hver fire uger. Her arbejder eleverne fokuseret med læsning. I 0.-3. klasse handler læsetræningen om at få automatiseret læsningen, så den flytter sig: fra den besværlige lydstavning og søgende genkendelse af hvert enkelt ord, til en genkendelse, hvor eleverne bare kigger på ordet for at genkende det. 

Vi arbejder ud fra devisen ’Tidlig indsigt, tidlig indsats’ og foretager i starten af skoleåret en sprogvurdering af eleverne. Ser vi tegn på udfordringer, foretager vores læsevejleder en ny vurdering af den pågældende elev. Og hvis vi vurderer, at eleven har vanskeligheder, aftaler vi med forældrene et bogstav-lyd-kursus og/eller et ordforrådsforløb.  

I slutningen af 0. klasse supplerer vi med en ordblinde-risikotest.  

DIN ROLLE SOM FORÆLDER TIL ET BARN I 0.-3. KLASSE 

Din rolle som forælder til et barn i 0.-3. klasse handler især om at skabe gode rammer for dit barns skolegang og læring. Du kan samarbejde med skolen om dit barns læring ved at vænne dit barn til at få rutiner omkring skoledagen, så morgenmad, pakning af skoletasken, samtaler om skolelivet og måske træning i bogstaver og tal bliver en naturlig del af hverdagen. Klassens miljø og trivsel er afgørende for, at dit barn har det godt og kan lære. Derfor handler din rolle som forælder i indskolingen også om at få skabt et godt forældresamarbejde omkring klassen. Fælles aftaler og retningslinjer for klassen gør skoledagen tryg og forudsigelig for børnene.