Gå til hovedindhold

Begivenheder og ferie

Vores fester og mange af årets øvrige begivenheder bidrager til at skabe fællesskab og oplevelser, der huskes.

Indhold

    Ferie 

    Vores skole følger Aarhus Kommunes overordnede ferieplan. Der er fem ferier i løbet af året samt diverse helligdage. På Aarhus Kommunes hjemmeside finder du en oversigt for både dette skoleår og det næste. 

    Find en oversigt over ferier og fridage i den aarhusianske folkeskole her: aarhus.dk/skoleferie.

     

    Begivenheder

    Fællesskab og samvær er i højsædet ved vores mange og ofte også traditionsrige arrangementer i løbet af skoleåret. Nogle af arrangementerne er i skoletiden, hvor elever mødes på tværs af klassetrin, mens andre –  som for eksempel idrætsfesten og luciafesten – også er for forældrene.   

    Nedenfor kan du læse om nogle af vores arrangementer: 

     

    Idrætsfest 

    Lige siden vi blev idrætsskole i 2010, har vi hvert år i september holdt idrætsfest for 0.-9. klasse. Og forældre og søskende bliver inviteret med. Her kan de mange fremmødte deltage i forskellige workshops, der godt kan give sved på panden. Eller man kan vælge at besøge 5. og 6. klassernes boder og forsyne sig med lækre snacks og hyggesnakke lidt med de andre forældre. 

    Idrætsfesten starter for elevernes vedkommende med Rundhøj-legene, hvor klasserne møder hinanden i sjove, udfordrende og aldersrelaterede konkurrencer. Dagen er en omlagt skoledag, hvor eleverne i 0.-9. klasse møder fra klokken 11 til 17.

    Luciafest 

    Stort set lige siden skolen startede i 1964, har vi holdt luciafest. Her optræder 0.-6. klasserne med hvert deres julenummer, som de naturligvis har øvet sig indgående på i ugerne op til festen. I pausen er der mulighed for hygge og eventuel fællesspisning i klasserne. I 5. klassernes bod kan man købe kage, kaffe og andre gode sager. I festens sidste del går 4. klasserne Luciaoptog. 

    Fastelavnsfest 

    Vores SFO og Klubben Rundhøj inviterer en gang om året eleverne i 0.-5. klasse til fastelavnsfest. Alle er opfindsomt udklædte, og rundt omkring på skolens gange bliver der slået til tønden, som gjaldt det livet. 

    Udskolingsfest

    Når eleverne synes, de er blevet for store til fastelavnsfest og luciafest, holder vi fest sammen med dem på en lidt anden måde. Ved vores udskolingsfest er der dans, loungehygge, spil, bordtennis, konkurrencer, spisning samt salg af snacks og drikkevarer - og ikke mindst afgangselevernes flotte opvisning i selskabsdansen Les Lanciers.

    Skolernes Motionsdag

    Vi er selvfølgelig med, når skoler landet over den sidste dag inden efterårsferien snører løbeskoene og bevæger sig sammen. Vi tager i Kirkeskoven ved Egebæksvej og løber.

    Team Rynkeby Skoleløbet

    Vi er med og løber i en god sags tjeneste, når Team Rynkeby inviterer til skoleløb i foråret. Via elevernes aftaler med forældre, bedsteforældre m.v. om donationer løber vi i nærområdet til fordel for børn med kritiske sygdomme.

    Bankoaften

    En gang om året inviterer skolens forældre- og lærerforening hele familien og skolens personale til hyggeligt samvær og bankospil om flotte præmier. Et stort tilløbsstykke!

    Fodboldturnering

    Vores Forældre- og Lærerforening inviterer en lørdag hver vinter skolens elever til indendørs fodboldturnering i hallen. En superhyggelig dag i fælles lag og med højt humør og medrivende kampe og ikke mindst fantastisk forældreopbakning på lægterne.

    Skolernes Sangdag

    Musik har altid fyldt meget på Rundhøjskolen. Derfor er vores elever i de yngste klasser selvfølgelig også med til at synge foråret ind, når skoleelever landet over den sidste fredag inden påskeferien holder Skolernes Sangdag. 

    Morgensamlinger

    Cirka en gang om måneden samles alle skolens elever, lærere og pædagoger til fællessamling i hallen. Her synger vi et par sange sammen, og årgangene optræder på skift med et indslag efter eget valg. Derudover mødes vores yngste klasser til en kort morgensamling og fællessang i musiklokalet cirka en gang om ugen.

    Rundhøj løber

    Forældre- og Lærerforeningen (FOLF) og Rundhøjskolens skolebestyrelse inviterer hvert forår til hyggeligt og uhøjtideligt løb for hele familien; 'Rundhøj løber'! Og Klubben Rundhøj står klar med pølsesalg på SFO'en/klubbens legeplads efter løbet. 'Rundhøj løber' er ikke et klassisk løb med obligatorisk fælles start og slut. Men det er et fælles løb, fordi vi løber på samme tidspunkt i samme område, nemlig i skolens distrikt.

    Rema 1000 Stafetten for skoler

    En stor del af vores klasser, som regel 2.-7. klasserne, er med i Mindeparken, når 'REMA 1000 Stafetten for skoler' løber af stablen kort tid efter skolestart i august. Stafetløbet minder om DHL Stafetten for voksne: Efter at have løbet en distance afleverer man depechen til en holdkammerat, som derefter tager samme tur rundt i parken. I børneudgaven er ruten to i stedet for fem kilometer, og der er tre og ikke fem deltagere på hvert hold.

    MGP

    Der er guld, glimmer, flot koreografi og spændende musik på programmet, når vi afvikler årets Rundhøj Melodi Grand Prix. Klasserne på 3.-6. årgang optræder med hvert deres nummer – og 0.-2. årgang er med som publikum. Der plejer at være sangtekster om alt lige fra venskaber til skoletræthed.

    Sidst opdateret: 9. september 2024