Gå til hovedindhold

Musikglad skole

Selvom idræt langt hen ad vejen er blevet Rundhøjskolens “vartegn”, spiller musik stadig en væsentlig rolle på skolen.

Indhold

    Vores første skoleinspektør Peter Pedersen (P.P.) var helt utrolig musikalsk. Derfor var sang og musik en rigtig stor del af skolens liv i de tidlige år. De første elever startede på skolen i 1964, og allerede inden den officielle indvielse i 1966 havde skolen sit eget kor. Siden hen kom både minikoret, lilleput-koret, Rundhøjblæserne og Forældre- og Lærerkoret til.

    Ingen af dem eksisterer længere, men sangen og musikken lever fortsat på Rundhøjskolen. Vi synger fællessange ved vores månedlige morgensamlinger for hele skolen, hvor årgangene skiftes til at stille sig frem og synge for. De yngste klasser mødes derudover også til deres næsten-ugentlige minimorgensamlinger i musiklokalet. 

    Derudover øver og optræder eleverne i 0.-6. klasse for hinanden og forældrene ved Luciafesten. Og klasserne på 3.-6. årgang optræder med hvert deres nummer ved vores årlige Rundhøj MGP, mens 0.-2. årgang er med som publikum. Vi markerer hvert år også Spil Dansk Ugen og Skolernes Sangdag.

    Skaber fester dannelse?

    På Rundhøjskolen har vi altid gjort en dyd ud af ikke bare at uddanne vores elever. Vi vil også danne dem – og gøre dem til hele mennesker, der kan begå sig i livet. Ønsket om at skabe dannelse indgår i alt, hvad vi foretager os med skolens elever, det vil også sige ved skolens fester.

    “Giver det skolens elever dannelseskompetencer at forberede og deltage i skolens Luciafest og skolefest?” spurgte en daværende lærer på Rundhøjskolen, Elsebeth Kjær, i sjette nummer af Rundologien fra 2011.

    Hun gav selv svaret: “Rundhøjskolens svar på dette spørgsmål er: Ja, det er et af målene med at holde fester. Andre mål er: Festligt og hyggeligt samvær, oplevelser der huskes, og at vise forældre og andre, hvad deres børn kan.”

    Dannelseskompetencer

    Elsebeth Kjær skrev også: “Ud over de faglige kompetencer som for eksempel at kunne læse en tekst, spille et instrument, tilegne sig en melodi, at kunne regne betalingen ud ved boderne ved Luciafesten, er der nogle dannelseskompetencer, som vi som skole, både i dagligdagen og ved skolens fester, vil give eleverne mulighed for at tilegne sig. Det handler om:

    • Samarbejde
    • At deltage aktivt i et fællesskab
    • Ansvarlighed
    • Respekt for andre
    • Koncentration
    • Mod
    • Kritisk sans
    • Selvdisciplin

     

    "Det kræver mod at stille sig op på en scene"

    Efterfølgende gav Elsebeth Kjær eksempler på, hvor kompetencerne kommer i fokus. Hun skrev blandt andet: 

    “At spille sammen på musikinstrumenter lader sig kun gøre, hvis eleverne har lært at lytte til hinanden. Det kræver samarbejde at få flere instrumenter til at følges ad, men det kræver også koncentration, og at den enkelte elev har selvdisciplin og respekt for de andre”. Hun skrev videre:

    “Det kræver mod at stille sig op på en scene og sige noget, synge eller spille – måske helt alene. Specielt når der sidder mange tilhørere i salen. Der er mange voksne mennesker, der vil betakke sig for at stille op i forsamlinger og sige eller gøre noget. Vores elever får ved disse fester lejlighed til at prøve sig selv af i den situation. Det kan forhåbentlig sammen med de øvrige kompetencer hjælpe dem til senere i livet at turde stille sig frem i forsamlinger og blandt andet på den måde at være en aktiv deltager i et demokratisk samfund.”

    Sidst opdateret: 17. september 2024