Gå til hovedindhold

Eksempler på vores trivselsarbejde

MOT er skolens seneste tiltag i arbejdet med trivsel blandt eleverne, her i udskolingen. Læs mere om MOT og hvad vi gør i de yngre klasser.

Indhold

    Det er almenkendt, at trivsel og et godt undervisningsmiljø er afgørende for den enkelte elevs mentale sundhed, læring og udvikling. Arbejdet med klasserumskultur og trivsel er og har derfor altid været en naturlig og integreret del af vores hverdag. 

    I tillæg til det daglige arbejde har vi taget nogle programmer til os, som på den ene eller den anden måde styrker vores indsatser:

    • I de yngste klasser arbejder vi med trivsel, fællesskab og forebýggelse af mobning,
    • på mellemtrinnet arbejder vi med konfliktløsning og uddannelse af elevmæglere,
    • og i udskolingen styrker vi kulturen, fællesskabet og den enkeltes mentale modstandskraft med trivselsprogrammet MOT

     

    Konfliktløsning og uddannelse af elevmæglere

    På 5. årgang får vores elever et minikursus i konflikthåndtering. På 6. årgang uddanner vi nogle af vores elever til elevmæglere, så de er rustet til at hjælpe deres yngre skolekammerater med at løse deres konflikter i frikvartererne. 

    Konflikterne kan være om stort og småt. Det kan være en kamp om gyngen eller uenighed om, hvem der skal være med i legen. Elevmæglerne trøster og hjælper med småkonflikter, inden de bliver for store.

    På elevmægleruddannelsen bliver eleverne, som har meldt sig frivilligt, eksperter i konflikttrappen. De bliver via træning og cases også trænet i konflikthåndtering. 

    På de mellemste årgange benytter vi os også af Social pejling – en indsats, som Aarhus Kommune, Østjyllands Politi og SSP er sammen om. Med Social Pejling er målet at forebygge risikoadfærd gennem arbejdet med flertalsmisforståelser.

    MOT

    Fra og med skoleåret 2024-2025 er vi blevet en del af MOT, et trivselsprogram, som har til formål at styrke unges robusthed og livsmestring.

    Ud over et behov i tiden for at arbejde med elevernes mentale robusthed ser vi noget universelt værdifuldt ved at hjælpe dem med at indgå aktivt i gode og konstruktive fællesskaber, træne dem i mod og styrke deres mentale modstandskraft. 

    MOT stammer fra Norge, deraf navnet, som er norsk for mod. Siden starten i 1997 er MOT udviklet til at forebygge problemer med mental sundhed, mobning og mistrivsel. MOT kom til Danmark i 2013, og NGO'en bag trivselsprogrammet samarbejder i dag med mere end 100 danske skoler, uddannelsesinstitutioner og klubber.

    MOT er gennemprøvet med gode resultater i Aarhus Kommune. Evalueringer af MOT viser, at trivselsprogrammet bidrager til at øge trivslen og livsmestringen blandt de unge. Der er mindre mobning, stærkere og inkluderende fællesskaber, øget robusthed og mindre alkohol- og stofmisbrug på MOT-skoler. Derudover er fraværet lavere på skoler med MOT, hvilket er vigtigt for at kunne arbejde aktivt med trivslen i fællesskabet.

    Eleverne trænes i MOT via skræddersyede programmer med øvelser, værktøjer og manuskripter til alle moduler. Træningen varetages af en gruppe af skolens egne lærere og pædagoger, som er uddannet MOT-coaches.

    Læs mere om MOT på www.motdanmark.dk

     

    Sidst opdateret: 6. november 2024