Gå til hovedindhold

Når dit barn starter i skolen

Skolestart kan opleves forskelligt. Heldigvis er det for de fleste børn forbundet med spænding og glæde. Vi har taget imod nye elever mange gange og ved derfor, hvordan vi skaber de bedst mulige og trygge rammer for en god skolestart.

Indhold

    Mange af vores nye børn i 0. klasse kender os allerede lidt, inden de starter i skole: I året op til skolestart har vi en række arrangementer, der skal bringe os og børnene tættere sammen og gøre børnene fortrolige med at komme på skolen. En del af arrangementerne sker via vores samarbejde med børnehaverne i Holme-Rundhøj

    Nedenfor kan du læse om opstart i SFO, første skoledag og det første skoleår. Men inden det kommer dertil, har vi gjort os umage med at skabe gode og harmoniske klasser.

     

    Efter indskrivningsperioden

    Når indskrivningsperioden er ovre (omkring nytår), går Pladsanvisningen ved Børn og Unge i gang med at se på, hvordan indmeldelserne fordeler sig på byens skoler. Der er som udgangspunkt frit skolevalg i Aarhus Kommune, men der er samtidig et hensyn at tage med hensyn til fordelingen af børn med dansk som andetsprog med støttebehov.

    Fordeling af børn mellem skolerne

    Umiddelbart efter den digitale indskrivning er lukket, går Børn og Unges tale-høre-konsulenter i gang med at sprogscreene alle indmeldte børn med dansk som andetsprog. Nogen har sprogstøttebehov, andre har ikke. Andelen af børn med dansk som andetsprog med støttebehov må ikke overstige 20 procent på den nye årgang på hver enkelt skole. Derfor fordeler Pladsanvisningen først disse børn. Derudover kigger Pladsanvisningen på, om der er børn, der skal gå 0. klasse om, og om der er børn, der er visiteret til et specialtilbud. Og endelig ser Pladsanvisningen på, om der er børn, der er omfattet af søskendegaranti - og altså skal have plads på den ønskede skole på grund af ældre søskende på samme skole.

    Klassedannelse

    Først når Pladsanvisningen er færdig med at fordele alle børn på alle skoler, typisk i slutningen af marts eller starten april, får vi på skolerne at vide, hvor mange nye 0. klasser og hvor mange børn vi hver især kan tage imod efter sommerferien – og hvem. Herefter går vi for alvor i gang med overleveringssamarbejdet med børnehaverne - blandt andet med henblik på god klassedannelse.

    Når vores børnehaveklasseledere sammensætter klasserne, arbejder de på at skabe lige store klasser med en nogenlunde lige fordeling af drenge og piger. De lytter til børnehavernes anbefalinger og eventuelle ønsker fra forældrene og kigger på en ligelig fordeling af børn med ressource- og støttebehov, herunder sprog. Når børn og voksne kommer til fyraftensmøde i juni præsenteres klasserne.

     

    Tidlig opstart i SFO

    Dit barn har plads i vores SFO fra 1. august, og det skal I endelig benytte jer af. I perioden fra 1. august til skolestart gør vi en særlig indsats for at tage imod de nye børn. Frem til skolestart 0. årgang har SFO'en for sig selv mellem klokken 9.30 og 15, hvilket giver børnene mulighed for at lære hinanden, os og de fysiske rammer at kende i rolige omgivelser.

    I den første periode vil vi hver dag gå runder på legepladsen for at fortælle børnene om legepladsens synlige og usynlige grænser, så de hurtigt får en klar fornemmelse af, hvor de må opholde sig.

    En af vores store opgaver handler om at sørge for, at børnene føler sig trygge og godt tilpas i SFO. Derfor ønsker vi at skabe en dagligdag for børnene med faste holdepunkter som for eksempel spisetidspunkter - og de ritualer, der hører med, eksempelvis at sidde roligt under spisning og så fremdeles.

    Dit barn kan få morgenmad fra klokken 6.30 til 7.30. Mad til de øvrige måltider skal dit barn medbringe hjemmefra. Husk også skiftetøj.

     

    Allerførste skoledag

    Første skoledag er en stor dag - både for barnet og for forældrene.

    • Første skoledag starter klokken 9 i vores idrætshal. Her byder skolens ledelse og børnehaveklasseledere og -pædagoger hjertelig velkommen. 
    • Efter sang og "den højtidelige velkomst" er det tid til et stort gruppefoto med alle de nye søde børn ved skolens indgang.
    • På turen op til klasselokalerne hilser mange af skolens elever de nye skolebørn og deres forældre velkommen med flagallé og sang.
    • I klasselokalerne byder børnehaveklasseledere og -pædagoger velkommen, og børnene får deres første mappe.
    • Efter cirka en halv time byder vi forældre på kaffe og rundstykker i et andet lokale, mens børnene hygger videre i klasserne. Ledelsen fortæller lidt mere om den første skoletid, men der er selvfølgelig også tid til at tale med de andre forældre.
    • Cirka halv tolv laver vi pædagogisk idræt alle sammen, og klokken 12 er det officielle program for første skoledag slut. Herefter er der hyggeligt samvær og leg for de børn, der har lyst. Og senere starter SFO'en på vanlig vis.

     

    Første skoleår

    0. klasse er en glidende overgang fra børnehave til skole. Vi har en legende tilgang til tingene i 0. klasse, mens vi løbende introducerer børnene for de traditionelle skolefag som dansk, matematik, musik og idræt.

    Rundhøjskolen er en del af Red Barnet og MaryFondens antimobbeprogram Fri for Mobberi. En gang om ugen arbejder vi med en stribe gode pædagogiske materialer om tolerance, respekt, omsorg og mod.

    Samlet set kommer vi i løbet af det første skoleår godt omkring følgende kompetenceområder:

    • Sprog (bogstaver og deres lyde, børnestavning, skrive små sætninger, læse læs-let-bøger)
    • Matematisk opmærksomhed (talforståelse, tallenes værdi, talorden, figurer, mønstre, systematik m.v.)
    • Naturlige fænomener
    • Kreative og musiske udtryksformer
    • Krop og bevægelse
    • Engagement og fællesskab

     

    Sprogvurdering og ordblinde-risikotest

    • I 0. klasse laver vi inden efterårsferien en sprogvurdering af dit barn. Sprogvurderingen er obligatorisk og gennemføres af børnehaveklasselederen og vores indskolings-læsevejleder.
      Gennem opgaver om lytteforståelse, ordkendskab, bogstavkendskab og fonemopmærksomhed vurderer vi, om dit barn i løbet af foråret har brug for en ekstra sproglig indsats i klassen eller med læsevejlederen.
      Læs om sprogvurderingen på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside
    • Sidst i 0. klasse tager dit barns klasse en ‘ordblinderisiko-test’. Testen viser om dit barn er godt i gang med læsning eller har brug for støtte. Har dit barn brug for et læseløft, tilbyder vi dit barn et forløb i samarbejde med læsevejlederen i 1. klasse.
      Læs om ordblinderisikotesten på EMU - Danmarks læringsportals hjemmeside

     

    Forældremøder og skolehjemsamtaler

    • I starten af september inviterer børnehaveklasselederen og klassepædagogen til et forældremøde. Her får du sammen med klassens øvrige forældre information om, hvordan starten er forløbet for klassen, og hvad der skal ske i dit barns klasse i årets løb. 
    • Omkring efterårsferien bliver du inviteret til en skolehjemsamtale, som er en personlig samtale om dit barn med børnehaveklasselederen og klassepædagogen. 
    • Har du derudover behov for tale om dit barns trivsel eller læring, skal du ikke tøve med at kontakte børnehaveklasselederen eller klassepædagogen.

     

    Forventninger

    På Rundhøjskolen vægter vi samarbejdet med forældrene højt. Vi har sammen et fælles mål om, at jeres barn skal have de bedste muligheder for et skoleliv med læring, udvikling og trivsel. 

    Forældreopbakning er en af de væsentligste ressourcer i forhold til barnets læring og udvikling. Derfor har vi også nogle forventninger til dig som forælder.
    Læs mere om det gode samarbejde mellem skole og hjem

    Sidst opdateret: 18. september 2024