Skoleudviklingssamtaler
Se referaterne af Rundhøjskolens skoleudviklingssamtaler – den datainformerede lærende samtale om elevernes læring, udvikling og trivsel.
Indhold
Efter vedtagelsen af et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem har vi pligt til at holde minimum én årlig skoleudviklingssamtale.
Skoleudviklingssamtalen er den datainformerede lærende samtale om elevernes læring, udvikling og trivsel, som sætter retning og skaber fremdrift for skolens fokuserede arbejde med sin kvalitetsudvikling. På mødet, som typisk finder sted i foråret, deltager skolens ledelse, områdechefen, vores lokale ressourcepersoner og læringspartnere.
En overgang holdt vi i i efteråret – mellem de årlige skoleudviklingssamtaler – også læringssamtaler, hvor der blev fulgt op på fremskridt og udfordringer.
-
Det er lovpligtigt for skolen at offentliggøre et referat af skoleudviklingssamtalen på skolens hjemmeside. Her på siden kan du finde referaterne af både de første skoleudviklingssamtaler efter det nye evaluerings- og bedømmelsessystem og vores læringssamtale i efteråret 2024.
-
Skoleudviklingssamtale 19. marts 2026
Samtalen fulgte op på skolens arbejde med at fremme deltagelsesmuligheder for alle børn.
Rundhøjskolen fortsætter med indsatserne co-teaching, Flex og SpotOn! Kort tid før skoleudviklingssamtalen havde skolen også iværksat en formaliseret indsats i forhold til aktionslæring, som blev præsenteret på samtalen. Aktionslæring er en måde at udvikle den pædagogiske praksis på – ved at eksperimentere med små konkrete prøvehandlinger, altså aktioner, i hverdagen, for at skabe en oplevet forandring i forhold til beskrevne problematikker. Målet med den formaliserede indsats er at skabe et fælles sprog og en organisatorisk læring på, hvilke indsatser der fungerer bedst.
Skolen ønsker også, at der generelt bliver mere tid til og fokus på pædagogik frem for koordinering, og at indsatser på klasseniveau betyder, at der bliver færre enkeltelever at drøfte på skolens sparringsmøder med blandt andre psykologer fra PPR.
På skoleudviklingssamtalen gav de forskellige deltagere som ønsket deres bemærkninger og forslag til skolens videre arbejde.
I parentes bemærket arbejder skolen stadig på at tydeliggøre en profil for mellemtrinnet/udskolingen. Skolen ønsker således fortsat at skabe et mellemtrin/en udskoling, der i højere grad favner nutidens børn og unge og som på rette vis giver dem det mod- og medspil, der skal til for at danne dem og udvikle deres faglige, kulturelle, personlige og sociale kompetencer. Arbejdet indgår på lige fod med skolens øvrige udviklingstiltag og vil ikke længere blive kommenteret særskilt på skoleudviklingssamtalerne.
-
Skoleudviklingssamtale 10. marts 2025
Samtalen skulle oprindeligt have fulgt op på sidste forårs skoleudviklingssamtale og efterårets læringssamtale, hvor vi talte om at skabe/tydeliggøre en profil for vores mellemtrin og udskoling. Byens skoler fik dog i starten af 2025 besked fra forvaltningen om, at fokus på årets skoleudviklingssamtaler i stedet skulle være byrådets nylige investeringer i de aarhusianske folkeskoler: En del af midlerne var øremærket til arbejdet med at fremme deltagelsesmuligheder for alle børn, og formålet med årets skoleudviklingssamtaler skulle være at kvalificere de lokale skoleledelsers beslutning om, hvordan disse midler bedst finder anvendelse på de lokale skoler.
På Rundhøjskolens skoleudviklingssamtale var der opbakning til, at skolen anvender de bevilgede midler til lokal praksisudvikling til en fortsættelse af indsatserne med co-teaching og Flex og til at arbejde med SpotOn!
Skolen ser – uafhængigt af skoleudviklingssamtalens fokus – fortsat et udviklingspotentiale i at skabe/tydeliggøre en profil for vores mellemtrin og udskoling.
-
Læringssamtale 31. oktober 2024
Efter skoleudviklingssamtalen i foråret har vi kortlagt frafaldet af elever på mellemtrinnet og i udskolingen. Kortlægningen afkræfter, at vi i væsentligt omfang mister elever til andre skoler.
Selvom vi på Rundhøjskolen ikke står på en brændende platform med frafald af elever, ser vi fortsat et udviklingspotentiale i at skabe/tydeliggøre en profil for vores mellemtrin og udskoling.
Vi har været dygtige til udadtil (og indadtil) at vise, hvad vi står for som skole i forbindelse med skolestart i 0. klasse og i forbindelse med vores status som ESAA-skole og tidligere også almen 10. klasse. Vi ved derfra, at arbejdet bidrager til internt at sætte retning og til i endnu højere grad at skabe mening med vores arbejde.
-
Skoleudviklingssamtale 3. april 2024
På grund af den pressede økonomi, som også andre folkeskoler i Aarhus oplever i disse år, følte vi os på Rundhøjskolen nødsaget til at fjerne co-teaching på 1.-6. årgang i skoleåret 2024/2025. Dermed fjernede vi en væsentlig indsats i fokusområdet 'at skabe deltagelsesmuligheder for alle'.
På skoleudviklingssamtalen definerer vi i stedet et nyt fokusområde: 'at fastholde vores skoleelever'. Vi har en stadigt stigende egenandel af skolestartere, det vil sige, at stadig flere børn i vores distrikt vælger Rundhøjskolen, når de starter i skole i 0. klasse. Vi ønsker naturligvis, at de også dimitterer fra Rundhøjskolen, fordi vi mener, vi har et godt skoletilbud, og fordi vi ønsker at bevare fællesskabet i klasserne. Vi kan dog se, at vi i lighed med andre folkeskoler mister elever hen over årene.
-
Skoleudviklingssamtale 13. april 2023
På skoleudviklingssamtalen definerer vi vores fokusområde til at være: 'at skabe deltagelsesmuligheder for alle'. Data viser, at vi formår at løfte elevernes faglige niveau og resultater i forhold til forældrenes baggrund, og at vores elever klarer sig godt i Folkeskolens Nationale Overgangstest (FNOT). Samtidig er en høj andel af vores elever i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter afgangsprøven. Alligevel viser trivselsundersøgelsen på det tidspunkt, at eleverne ikke selv oplever, at de klarer sig godt fagligt, eller at deres lærere giver dem den støtte, som de har behov for. Derfor begynder vi at arbejde med co-teaching, hvor to undervisere sammen skaber inkluderende undervisning, der tilgodeser alle elevers muligheder for faglig og social deltagelse.