Gå til hovedindhold

60 år med fællesskab, læring og engagement

Fra lokalskole til moderne folkeskole: 60 år med stærke fællesskaber, engagerede mennesker og en skole, der har stået sammen gennem både modgang, medgang og konstant udvikling.

Indhold

    I 2026 fejrer Rundhøjskolen 60-årsjubilæum. Siden skolens åbning i 1966 har generationer af elever, medarbejdere og familier været med til at forme den skole, vi kender i dag.

    Gennem seks årtier har skolen udviklet sig i takt med lokalsamfundet. Fra de første år som ny skole i det voksende Rundhøj-område til etableringen af skolens idrætsprofil i 2010 og den officielle certificering som idrætsskole i 2026 har skolen løbende tilpasset sig nye undervisningsformer, reformer og skiftende elevtal. Samtidig er fællesskab, trivsel og faglighed forblevet de bærende værdier.

    Historien har dog ikke kun været præget af vækst og udvikling. To gange har skolen været truet af lukning, men begge gange stod elever, medarbejdere, forældre og lokalsamfund skulder ved skulder for at bevare deres skole. Det stærke engagement har været et kendetegn gennem alle 60 år og har været med til at forme den kultur og identitet, som Rundhøjskolen bygger på i dag.

    Ironisk nok er udfordringen i 2026 den modsatte. Hvor skolen tidligere har kæmpet for sin overlevelse, er den i dag udfordret af stigende elevtal og mangel på plads. Flere klasser og flere elever stiller nye krav til de fysiske rammer, og arbejdet med at skabe gode læringsmiljøer for alle elever fortsætter.

    Jubilæet er derfor både en anledning til at se tilbage med stolthed og fremad med ambitioner. For selv om meget har ændret sig siden 1966, er essensen den samme: Et stærkt fællesskab af elever, medarbejdere og forældre, som generation efter generation har været med til at forme og udvikle Rundhøjskolen.

       

    Indviet i 1966, men taget i brug i 1964

    Skolen under opførelse - skolepatruljen foran hallen

    Rundhøjskolen stod helt færdig og blev indviet 8. oktober 1966. Derfor er det 1966, vi tæller fra, når vi markerer skolens fødselsdag.

    Skolen blev dog allerede taget i brug i august 1964, mens den endnu var under opførelse. Mens endnu kun skolens hovedfløj (sidefløjene manglede stadig) og gymnastiksalen var klar, bød fire lærere, skoleinspektøren og skolekommissionens formand, pastor Pilgaard, den 10. august 1964 velkommen til de første elever: To 1. klasser, en 2. klasse, to 3. klasser og en 4. klasse.

    Hovedfløjen var dog alligevel heller ikke helt på plads, så de forventningsfulde elever og deres forældre blev sendt hjem igen – med besked om at komme igen om en uge, fordi byggeriet ikke var færdigt til tiden.

    Sådan berettede daværende skoleinspektør Peter Pedersen i jubilæumsskriftet, da Rundhøjskolen rundede de første 25 år. Her fortalte han også, hvordan der til at begynde med ingen pedel, viceinspektør eller skolesekretær var, så “inspektøren måtte selv sørge for tavlekridt, toiletpapir og alt det andet nødvendige. Og på kontoret var der en skrivemaskine og en spritduplikator til rådighed! Hvordan mon det ville gå i dag?” spurgte Peter Pedersen i 1991. 

    På billedet herover ses skolepatruljen foran idrætshallen under opbygning.

       

    De startede fire lærere og en skoleinspektør

    Rundhøjskolens personale i 1964 bestod af fire lærere og en skoleinspektør. Fra venstre ses Torben Maintz Andersen, Hans Jakobsen, Karen Lyng, Anne Brændgaard og skoleinspektør Peder Pedersen.

        

    Fra gård og marker til skole og boliger

    Rundhøjgård midt i billedet - dér, hvor skolen ligger nu

    Marker og en gård dér, hvor Rundhøjbebyggelsen og skolen ligger i dag. Holmevej går diagonalt, mens det er Filippavej og Holmevangen nederst. Foto: Sylvest Jensen Luftfoto (1946-1969) og Det Kongelige Bibliotek-

    Under besættelsen 1940-1945 blev der ikke bygget mange nye boliger. Behovet for nye boliger var derfor ekstra stort efter krigens slutning, hvor mange fra oplandet flyttede mod byen.

    Holme-Tranbjerg Kommune udskrev i slutningen af 1950'erne en konkurrence om bebyggelse af Rundhøj-arealerne mellem Holmevej og sognegrænsen mod Viby. Her lå Rundhøjgården, som kan følges tilbage til 1784. Gården blev revet ned i slutningen af 1950’erne.

    I 1960 var planen for området klar, og jordarbejdet og kloakeringen begyndte: Nu skulle der opføres lejligheder i tre-etagers ejendomme. Sognerådet i Holme-Tranbjerg Kommune besluttede samtidig at opføre en skole til det kommende børnerige kvarter. Navnet blev Rundhøjskolen.

    I 1964 flyttede skoleinspektør Peter Pedersen og fire lærere sammen med 150 elever fra 1. til 4. klasse ind i en halvfærdig skole, som endnu kun bestod af hovedfløjen, gymnastiksalen og en stump skolegård. For 1. klassernes vedkommende var det starten på skolegangen, for 2., 3. og 4. klasse var der tale om en overflytning fra Holme Skole, som trængte til aflastning.

    Mangel på håndværkere forsinkede i en periode områdets udvikling. Derfor havde dele af det nystartede Viby Amtsgymnasium fra 1965 til 1968 undervisning i Rundhøjskolens lokaler, mens gymnasiets egne bygninger på Søndervangs Allé 45 blev opført.

       

    "Tre-sporet skole i stort betonhus"

    Rundhøjskolen er tegnet af de kendte Aarhus-arkitekter Herbert Jensen og Knud Blach Petersen, som blandt andet også stod bag Europahuset, Gellerupparken og Jyllands-Postens tidligere bladhus i Viby. De vandt en arkitektkonkurrence med deres projekt, som afveg meget fra andre skolebyggerier, og som ”ikke blot var en dristig streg, men en virkelig gennemtænkt plan”, som det blev formuleret dengang.

    Skolens arkitektur har altid skilt vandene. Nogen synes, skolen er grim og klodset, andre finder den markant og spændende. 

        

    Idrætsskole - fordi bevægelse er godt for læring og trivsel

    Rundhøjskolen har været idrætsskole siden 2010. Bevægelse, idræt og aktive fællesskaber har derfor i mange år været en naturlig del af skolens hverdag. I 2026 blev vi også officielt certificeret som idrætsskole, hvilket er en anerkendelse af det arbejde, som elever, medarbejdere og ledelse i fællesskab har udviklet gennem årene.

    For os handler idræt ikke kun om idrætstimer. Bevægelse er et pædagogisk redskab, der understøtter læring, trivsel og fællesskab. Derfor arbejder vi målrettet med fysisk aktivitet både i idrætsundervisningen, i andre fag, i frikvartererne og i SFO'en.

       

    Vil være den bedste skole for alle elever

    Vores vision er at være den bedste skole for alle elever og den foretrukne skole i distriktet. På siden Sådan klarer vi os, kan du blandt andet se, at vi leverer flotte resultater, både fagligt og trivselsmæssigt, og at vi har nogle af de mest tilfredse forældre i Aarhus.

       

    Skolen har en aktiv forældre- og lærerforening

    Vi har ikke bare nogle af de mest tilfredse forældre i Aarhus. Vi har også de måske mest engagerede. Stort set lige siden skolens fødsel i 1964 har vi haft vores egen Forældre- og Lærerforening, som står bag årligt tilbagevendende og populære arrangementer som fodboldturnering for eleverne samt bankospil og løb for hele familien.

        

    Når fællesskabet gør forskellen

      Rundhøjskolen har overlevet to lukningstrusler, men er begge gange blevet reddet på målstregen takket være massive indsatser fra elever, forældre og medarbejdere.

      Første gang var i 1991, da Rundhøjskolen var blandt fem skoler, som skoleforvaltningen havde i kikkerten, mens den hvæssede sparekniven. Ud over Rundhøjskolen oplevede Møllevangskolen, Lisbjergskolen, Elev Skole og Ajstrup Skole faldende elevtal og lav udnyttelsesgrad. For eksempel var elevtallet på Rundhøjskolen faldet fra 724 i i 1970 til 375 i 1989. I sidste ende var det kun Ajstrup Skole, der måtte lade livet – de øvrige skoler klarede skærene.

      Daværende skolebestyrelsesformand Inge Daugaard skrev i jubilæumsskriftet ved skolens 25-årsjubilæum i 1996: “Det var en hård kamp, men takket være en fantastisk opbakning og mange hjælpende hænder fra forældreskaren lykkedes det at lade “Rundhøjskolen længe leve””.

      Forældreopbakningen kom atter stærkt til udtryk, da Rundhøjskolen igen i 2012 var lukningstruet. Kort før byrådet skulle træffe den endelige beslutning kom det på andre tanker - ikke mindst takket være en kæmpeindsats fra elever, forældre og medarbejdere med blandt andet tre stormøder, motionsløb om rådhuset, demonstrationer, avisannoncer, utrolig mange læserbreve, høringssvar fra medarbejdere, forældre, organisationer og andre, der fandt det “helt forkert at lukke Rundhøjskolen”.

      Kampen for at bevare Rundhøjskolen i 2012 er en vigtig del af nyere lokalhistorie, som i dag er udstillet i den permanente underjordiske udstilling Aarhus Fortæller i Den Gamle By.

          

      Plads til læring og trivsel

      Vores elevtal har de senere år været stigende og vil ifølge prognoserne fortsat stige de kommende år. Derfor har byrådet godkendt et anlægsprojekt, der skal udvide antallet af kvadratmeter på matriklen, så vi får mere plads til både undervisning og fritid.

          

      Sidst opdateret: 17. september 2026