Skolen hvor unge vokser
Hos os møder de unge både høj faglighed, tydelige krav og et trygt, rummeligt miljø. Som idrætsskole giver vi energi til hverdagen, og gennem trivselsprogrammet MOT uddanner vi eleverne i mod, handlekraft og stærke fællesskaber.
Indhold
I udskolingen, altså skolens klasser på 7.-10. klassetrin, bygger vi videre på den større selvstændighed, eleverne allerede har taget skridt mod. Vores elever møder højere faglige krav, mere samarbejde og nye muligheder for at udforske deres interesser. Ansvaret hos den enkelte vokser, og de unge får mere indflydelse på deres skoleliv. Vores stærke fællesskaber og fokus på trivsel giver et solidt ståsted, så de kan udvikle sig både fagligt og personligt.
På Rundhøjskolen vil vi gøre eleverne så dygtige, som de kan blive – og ruste dem til den uddannelse, de drømmer om. Vi vil give eleverne de faglige, personlige, sociale og kulturelle kompetencer, der efterspørges, når de bliver voksne. Derfor går vores værdier faglighed, trivsel og fællesskab hånd i hånd.
Tydelighed
Udskolingen på Rundhøjskolen er kendetegnet ved tydelige rammer, tydelige voksne og tydelige forventninger. Her handler skolegangen ikke kun om faglige mål, men også om personlig udvikling og forberedelse til livet efter folkeskolen. Målet er, at elever ikke blot bliver til ”noget”, men også til ”nogen”.
Et godt udskolingsmiljø opstår gennem respekt, ordentlig omgangstone og et fælles ansvar for hinanden og skolen.
Tydelige regler for skærme og mobiltelefoner
Den digitale verden fylder meget i unges hverdag, men i undervisningstiden skal der være ro, nærvær og mulighed for koncentration. Derfor har udskolingen klare og tydelige retningslinjer for skærmbrug, herunder:
- Mobiltelefoner anvendes kun i undervisningen, hvis læreren beslutter det
- Telefoner skal opbevares, så de ikke forstyrrer
- Digitale enheder bruges kun, når det understøtter undervisningen
Formålet er at skabe gode læringsbetingelser og styrke fællesskabet i klassen.
Fællesskab der styrker
I udskolingen på Rundhøjskolen er fællesskab ikke noget, der opstår af sig selv. Det er noget, der skabes, dyrkes og prioriteres – hver dag. For netop i udskolingsårene har et stærkt fællesskab afgørende betydning for både trivsel, læring og modet til at stå ved sig selv.
Fællesskab i klassen og på årgangen
Arbejdet begynder i hverdagen: i klassen og på årgangen, hvor relationer, ansvar og samarbejde er i centrum. Her skabes trygge rammer, hvor eleverne kan udvikle sig socialt og fagligt i tæt kontakt med hinanden og med de voksne omkring dem.
Fælles oplevelser styrker sammenholdet
Skolens store traditioner spiller også en vigtig rolle. Den årlige idrætsfest og udskolingseventet samler eleverne på tværs og giver oplevelser, der skaber stærke bånd og positive minder – noget der rækker langt ud over skoledagen.
MOT – mod, robusthed og mental styrke
Gode og konstruktive fællesskaber er samtidig i centrum, når udskolingen arbejder med trivselsprogrammet MOT. Her trænes elevernes mentale robusthed, mod og personlige styrker. Programmet giver redskaber til at stå fast, tage ansvar, vise omtanke og bakke hinanden op – alt sammen fundamentet for et sundt fællesskab.
Aktiv og varieret undervisning
Som elev på en idrætsskole har vores udskolingselever væsentlig mere idræt på skemaet end elever på andre skoler: Undervisningsministeriet anbefaler to ugentlige idrætslektioner, vi har fem! Vi tror nemlig på, at børn og unge skal bevæge sig for at trives og lære. Forskning viser, at bevægelse gør godt for elevers koncentration, fokuseringsevne og læring.
Samtidig er vi overbevist om, at mange af vores elever oplever, at skoledagen er mere spændende og virker kortere - både på grund af de ekstra idrætstimer og fordi vi i høj grad planlægger undervisning præget af bevægelse og aktiviteter.
Akvititeterne omfatter blandt andet fælles oplevelser i form af ture ud af huset. Vores lærere er gode til at planlægge undervisning, der gør god brug af Aarhus' mange gode tilbud: Ture i teatret eller biografen, museumsbesøg eller byvandring eller ture i Mindeparken.
På Jobsnuser-dage på 7. årgang møder vores elever forskellige jobs, medarbejdere og virksomheder. Billedet her er fra et besøg hos Hustømrerne, hvor eleverne ud over at høre om tømrerfaget skulle bygge en fællesskabsbænk.
Vi klæder eleverne på til næste skridt
Vi ruster de unge til at vælge den ungdomsuddannelse, der passer til dem. Gennem et tæt samarbejde med vores lokale UU‑vejleder får eleverne kvalificeret vejledning, der hjælper dem med at forstå deres muligheder og finde den rette retning.
Vi giver indblik i både gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser gennem besøg og introduktionsforløb, så eleverne kan mærke miljøet og få et realistisk billede af vejene videre. I 8. årgang kommer alle elever desuden i erhvervspraktik, hvor de får konkrete erfaringer med arbejdslivet og nye perspektiver på deres egne interesser og styrker.
Hos os bliver de unge godt rustet til at vælge – med viden, oplevelser og tro på sig selv.