Gå til hovedindhold

Om skolen

På Rundhøjskolen lever vi efter mottoet: ‘HVOR MAN TRIVES, LÆRER MAN’. Når børn og unge er trygge i et fællesskab, trives de – og trivsel er grundlaget for læring.

  • Læs op

Indhold

    Rundhøjskolen er en lokalt forankret folkeskole i Holme/Højbjerg lige syd for Aarhus centrum. Vi er placeret i et dejligt område med parcelhuse, ejerlejligheder og alment boligbyggeri og nyder godt af en engageret forældreskare. Vores elevtal er støt stigende og er i skoleåret 2023/2024 på 588.  

    Medarbejderstaben tæller 51 lærere, 27 specialklassepædagoger, pædagoger og pædagogmedhjælpere, 12 teknisk/administrative medarbejdere og tre personer i ledelsen.

     

    Faglighed, trivsel og fællesskab

    På Rundhøjskolen lever vi efter mottoet: ‘HVOR MAN TRIVES, LÆRER MAN’. Når børn og unge er trygge i et fællesskab, trives de – og trivsel er grundlaget for læring.  

    Vi gør en dyd ud af ikke kun at uddanne vores elever. Vi vil også danne dem og gøre dem til hele mennesker, der kan begå sig i livet. Vores elever skal sagt med andre ord ikke bare blive til “noget”, de skal også blive til “nogen”. Vi tror på, at vi som skole kan skabe dannelse ved at have et tydeligt værdigrundlag og tydelige voksne med holdninger, krav og omsorg. Og arrangementer, der skaber fællesskab – eksempelvis skolefester og lejrskoler. 

    Vi vil gøre eleverne så dygtige, som de kan blive – og ruste dem til den uddannelse, de drømmer om. Vi vil give eleverne de faglige, personlige, sociale og kulturelle kompetencer, der efterspørges, når de bliver voksne. Derfor går vores værdier FAGLIGHED, TRIVSEL og FÆLLESSKAB hånd i hånd. 

    Læs mere i vores værdiregelsæt

     

    Rundhøjskolens værdier: Faglighed, trivsel og fællesskab

     

    Idræt og musik ♥ 

    Vi har en stor passion for både idræt og musik:  

    • Alle vores elever i 0.-9. klasse har siden 2010 haft i gennemsnit en hel klokketimes idræt og bevægelse om dagen. Et unikt koncept giver vores elever i 0.-9. klasse en masse spændende og aldersrelaterede udfordringer og oplevelser i idrætstimerne. 
    • Lige siden skolens åbning i 1964 har musik spillet en vigtig rolle på Rundhøjskolen. I tidernes morgen havde vi eksempelvis adskillige kor. I dag fylder musikken på vores ugentlige morgensamlinger i de mindste klasser og på hele skolens morgensamlinger hver måned. Til skolens luciafest øver og optræder 0.-6. klasserne hver med et julenummer. Derudover er vi naturligvis hvert år med til at markere Skolernes Sangdag og Spil Dansk Ugen. 

     

    Folkeskole med mere 

    Ud over at være en folkeskole er vi ESAA-skole og en skole med specialklasser

    • ESAA-skole: Via vores samarbejde med Elite Sportsakademi Aarhus (ESAA) er vi én af to idrætstalent-skoler i Aarhus, hvor talentfulde idrætsudøvere kan kombinere skolegang og træning på 8., 9. og 10. klassetrin
    • Specialklasser: Vi har syv specialklasser på forskellige klassetrin med elever med socioemotionelle vanskeligheder. 
    Sidst opdateret: 13. december 2023